Bandholm
Bandholm er en landsby på det nordlige Lolland med 476 indbyggere, som ligger tæt på Knuthenborg Safaripark, skovområder og vand. Ønsker du at bo i en hyggelig lille landsby tæt på naturen og med højt til loftet, er Bandholm det rette sted.
Byen har både en købmand, en kiosk, en tank, et hotel, badeanstalt og en havn, som stadig bruges til industri. Bandholm Havn er Damarks eneste privatejede industrihavn, som er ejet af Knuthenborg Gods. Havnen råder over moderne kran- og kajfaciliteter og har en betydelig omsætning af blandt andet korn, tømmer og biobrændsel.
Badeanstalten i Bandholm er blandt Danmarks ældste bevarede badeanstalte. Her kan man hoppe i vandet via de to badebroer eller rutchebanen. Badeanstalten har en vinterbadeklub med ca. 70 medlemmer.
Kort derfra finder du Bandholm Strand, som er en hvid sandstrand, der blev anlagt i 2016.
Museumsbanen Maribo-Bandholm
Banen fra Maribo til Bandholm blev åbnet i 1869 som den første jernbane på Lolland-Falster. Siden 1962 har Museumsbanen kørt med veterantog, og stationen i Bandholm står stadig med autentisk interiør.
Strækningen er 8 kilometer lang og fører gennem smuk natur.
Børnepasning og skole
I Lolland Kommune er der fire selvstændige skoler i byområderne og to landsbyordninger. Børn i Bandholm hører under Østofte Landsbyordning, som ligger ca. 9 minutters kørsel væk i bil.
Østofte Skole har klasser fra 0.-6. samt en udskoling fra 7.-10. klasse med specialundervisning. Skolen er en del af Østofte Landsbyordning sammen med børnehave og SFO. Børnehaven ligger ved siden af skolen, hvor der er en stor og rummelig legeplads.
Der er også en privatinstitution, Bandholm Børnehus, med integreret vuggestue og børnehave.
Fritid
Byen byder på mange aktiviteter som blandt andet badminton og gymnastik i Svanvigcentrets hal. Der er også en motorcrossklub, en ro- og sejlklub og en børne- og ungdomsforening.
Byens gamle hvedemagasin fra 1850, som sidenhen er blevet restaureret, fungerer som byens kulturhus. I sommersæsonen er der forskellige arrangementer med kunst, musik og underholdning samt udstillinger af kunst og håndværk.
Transport
Fra Bandholm til Maribo er der 8 kilometer. Fra Maribo er der tog i retning mod Nakskov og Nykøbing. Desuden kan du fra Bandholm tage færgen til Askø-Lilleø.
Bolig
I Bandholm kan du bo naturskønt tæt på skov og strand. Ønsker du at bygge dit eget, er der i i øjeblikket ledige byggegrunde.
Hør mere om Bandholm
Har du nogen spørgsmål om, hvordan det er at bo i Bandholm, er du velkommen til at kontakte den lokale tilflytterambassadør.
Torben Karlsson
Tlf. 29 26 66 36
tk316@live.dk
Mere info
Læs om Østofte Landsbyordning (aula.dk)
Genvej til
Gå på opdagelse i Lollands mange byer og landsbyer.